Hej alle,
Tilværelsen er blevet en hel del lettere, siden sidst jeg skrev. Som I nok kan gætte har jeg fået mine møbler nu - og selvom min indretning er ganske beskeden med en sofa, et fjernsyn, nogle lamper og tæpper (og ikke andet), så føles det som et helt hjem nu :) Der er kommet foto-rammer op i vindueskarmen, og hvad mere har man egentlig brug for?
Som I nok også kan regne ud har jeg nu også internet herhjemme, og det er lige før det var vigtigere end møblerne. Åha, hvor er det dejligt. Mit abstinens-ramte digitale hjerte kan nu få ro - og streaming. Jaaaaa :)
| Min hyggelige stue med fanTAstisk udsigt ud over fjorden |
| Udsigten fra mit stuevindue :):):):) |
| Morgensol på soveværelset |
Og sidst, men ikke mindst, har vejret været ret fantastisk denne uge. For seks dage siden var der -20⁰, i eftermiddags var der -4, vindstille og høj sol. Det har føltes som sommer, så jeg har gået rundt uden skibukser og vanter, og har til tider også smidt huen. Vildt, hvad!
I går fik jeg én på opleveren. Gymnasiet holdt fælles ski-dag, så al undervisning var aflyst og skibakken lidt udenfor byen (ude ved lufthavnen) booket til GU Nuuk. Pisterne ligger på fjeldet, Lille Malene, som er omkring 450m højt. Bagved ligger Store Malene, som er et af de kedeligste fjeld du kan forestille dig. Godt nok er det næsten 800m højt, men det ligner bare sådan en blød knold... Meget uimponerende i forhold til al den storslåede natur, der ellers er heroppe! Der blev ført fravær for eleverne, så de dukkede alle op (næsten) og så var der et par håndfulde lærere. Dagen arrangeres af idrætslærerne, og resten kan dukke op, hvis de har lyst. Personligt besluttede jeg mig for at holde mig væk fra skiene, da jeg ikke har den store lyst til at skulle komme mig over en hjernerystelse eller et brækket ben de næste par uger. Men det var nu også hyggeligt og spændende at gå rundt og tage billeder, joke med eleverne - og blive helt vildt imponeret over, hvor gode de alle er til ski og snowboard! Altså, det burde selvfølgelig ikke være en overraskelse - det er garanteret det samme for mange nordmænd - men stadig... de er alle sammen vildt gode! De spæner ned ad pisterne forlæns og baglæns, og mindst en tredjedel sprang hen over de store pukler og lavede tricks i luften, X-Games style. Jeg havde det meget godt med min beslutning om ikke at stå på ski... så kunne de se mig trille ned ad bakken, plovende hele vejen og armene spredt ud som en oppustet kalkun. Nej tak!
Da jeg havde taget bussen ud til skibakkerne, og vi allerede sluttede omkring kl 12, og jeg dertil også følte mig lidt inspireret af alle de aktive skiløbere, besluttede jeg mig for at gå hjem. Der var ca. 6km ind til centrum, men vejret var fantastisk, og jeg havde kameraet i lommen. Åh ja, og så havde jeg jo mine nye pensionistsøm på støvlerne (!), så jeg kunne gå meget hurtigere og sikkert. Jeg endte med at gå helt ind til Nuuk Center og købe ind, og så gik jeg også lige hjem fra byen, så alt i alt fik jeg travet 8-9km i mine nye sømsko. Skønt! Efter halvanden times Skype-samtale med nogle venner hjemme i DK var det tid til at forberede en Dansk-time til 2.P næste dag - og det sad jeg med indtil kl 23. Hold fast, jeg var færdig, da jeg endelig kunne gå i seng. Men søvnen lod vente på sig, for mens jeg lå i sengen kunne jeg se nordlys ud af soveværelses-vinduet og kunne slet ikke falde til ro, fordi det var så spektakulært. Mit kamera kan ikke fange disse elektriske stråler, men I burde lige gå ind på min Facebook-væg og se nogle billeder jeg har delt her til aften. De blev taget i går af Carlo Miki Lukassen, og de viser nemlig nogenlunde, hvad det er jeg så :)
Her er lige en fotoserie fra skibakkerne og min gåtur hjem:
Her er lige en fotoserie fra skibakkerne og min gåtur hjem:
Fælles for alle billederne her er sne. Sne sne sne sne sne sne sne. De siger jo heroppe, at der er faldet exceptionelt meget sne i år, meget mere end normalt. Og hold nu fast, hvor er det smukt. Noget af den her natur kan føre mig hen til en helt anden verden, og jeg står måbende og drømmer om fjerne fantastiske verdener, som ikke findes i virkeligheden...
Kære Kirstine
ReplyDeleteDejlige beskrivelser. Godt at dit humør er steget igen efter den iskolde uge i en bar lejlighed. Keep up the good spirit!!
Kh Birger og familie (som næsten alle sidder i en hytte i Trysil og snart skal ud på skibakken).
Smukke billeder. Nok en god ide, at holde dig fra skibakken. Vi har jo en dårlig track record i Aaen familien med små skibakker :-) Mega hyggelig lejlighed, kan godt lide den minimalistiske stil ;-)
ReplyDeleteFlotte fotos og fin beskrivelse. Det ser helt fantastisk ud med den skarpe blå farve til den rent hvide ditto
ReplyDeleteHer ved mosen har vi fået 60 mm sne i alt i denne venter. Og nu spirer vintergækker og krokus frem. Hurra..