Mine elever

Hvorfor er der ikke nogen, der har fortalt mig at have et job er h å r d t? Og jeg er ikke engang på fuldtid... Zzzz, det har været en rigtig lang uge. Men heldigvis også spændende.

Tirsdag og torsdag var alle sproglærerne på gymnasiet til seminar i andetsprogspædagogik på Hotel Hans Egede, fra kl 9-16. Andetsprogspædagogik omhandler det at undervise et fremmedsprog på et sprog, som ikke er elevernes modersmål. Altså, at undervise engelsk på dansk til grønlandske elever, der ikke er specielt gode til dansk (eller engelsk). Det stiller lærerne overfor nogle meget unikke udfordringer, så seminaret handlede om at få os til at reflektere over, hvilke virkemidler man kan bruge for at fremme læring i lige præcis denne kontekst (jeg lyder som om jeg læser op fra en teoribog, sorry). Det var en meget spændende diskussion, og for mig personligt var det en fantastisk introduktion til mine kollegers arbejdsformer, og til deres personer. Det virkede næsten som en ryste-sammen-tur, fordi vi alle var samlet på ét sted. Det er vi jo normalt ikke på skolen, fordi alle har undervisning på forskellige tidspunkter. Nu kender de andre selvfølgelig hinanden, men for mig var det super! Ikke mindst fordi de alle havde navneskilte på bordet foran sig :-)

En sjov detalje er, at dette seminar var en sproglig smeltedigel og et sandt mekka for en sprognørd. Ikke kun var det et kursus på dansk, som blandt andet handlede om engelsk-undervisning for grønlændere. Men den ene af foredragsholderne var bulgarer, og der var både en spansk og en færøsk engelsk-lærer til stede. Og vi kommunikerede alle sammen på dansk...

En anden sjov detalje er, at mine kolleger et par gange var lidt generte med at række hånden op, når foredragsholderne stillede dem et direkte spørgsmål. To gange var jeg den første til at sige noget, bare for at få diskussionen i gang. Man skulle tro, at som lærere ville de ikke have nogen problemer med at tale foran en forsamling. Det var for eksempel hen mod enden af seminaret, da vi blev spurgt om at evaluere og komme med vores tanker om, hvordan de to dage havde været - havde vi lært noget nyt? Stilhed. I lang tid. Så jeg rakte hånden op og sagde, at "nu kommer jeg selvfølgelig fra et helt andet udgangspunkt, idet jeg er nyuddannet og nyligt ansat og kun lige ankom til Grønland i torsdags. Men fra mit perspektiv har seminaret her været en helt fantastisk introduktion til mine nye kollegers arbejdsformer, jeg har lært utrolig meget, blablabla..." Mens jeg sad og talte, så jeg rektor og nogle af de andre lærere sidde og nikke, så jeg tænkte "Yes!" Derefter rakte de andre da også hånden op og en diskussion blev startet. Men lidt pudsigt, at det var den nye og mindst erfarne, der havde lettest ved at række hånden op i en forsamling af "næsten-fremmede"!

Jeg bliver lige nødt til at nævne forplejningen i løbet af de to dage på hotellet. Det var selvfølgelig super lækkert med formiddagssnacks og eftermiddagssnacks, og frokost-buffet på Hereford Beefstouw på 5.etage. Jeg spiste et bjerg af selvpillede rejer begge dage. Men hør lige hvad jeg smagte (og nej, det var ikke hvalspæk): Røget rensdyrhjerte! Og hvad værre er, det smagte faktisk rigtig godt! Så stakkels Rudolf, han er ej mere...

Onsdag og fredag havde jeg timer på skolen, så da mødte jeg eleverne fra tre 1.g-klasser for første gang. Alle tre timer var jeg med som hjælpelærer, så primær-læreren var der også. Onsdag gik jeg og fire elever for os selv, hvor jeg terpede grammatik med dem inde i et lille grupperum. De fire søde piger var meget stille og generte, og det gik... langsomt... men de åbnede langsomt op, og vi fik da også grinet lidt undervejs. De skulle identificere grundleddet og udsagnsleddet i nogle simple, engelske sætninger, og det tog det meste af to timer at komme igennem sådan en 2-3 opgaver, så der er lang vej igen.

Fredag morgen og eftermiddag ville primær-lærerne gerne holde os alle samlet, så jeg var bare tilstede i klasselokalet og hjalp til, da de gik i gang med grammatik-opgaverne. De elever jeg har mødt indtil videre er noget af det sødeste. De er smilende og høflige, slet ikke flabede som jeg selv var, da jeg gik i gymnasiet. De siger "tak" hver gang man har svaret på et af deres spørgsmål! I morgentimen var der 11 fremmødte ud af en klasse på 17 elever, hvilket lader til at være standarden. Der sad en dreng for sig selv bagest i lokalet. Han havde sat sig stadig med overtøjet på og med høretelefon i det ene øre, og inden for 5min var han faldet i søvn. Hans lærer lod ham være og koncentrerede sig om de vågne elever. Da de fik udleveret et grammatik-ark vågnede drengen og sad mere eller mindre fokuseret i et par minutter, men så så det ud til, at han gik i stå igen. Så tænkte jeg, ny og energisk lærer som jeg nu engang er, at det kunne sgu ikke passe, at man ignorerede de elever, der haltede efter. Så jeg gik resolut ned til ham, smilede, præsenterede mig selv og spurgte ham, hvordan det gik med opgaven. "Jeg er færdig," svarede han. De skulle omskrive 15 sætninger, så de var grammatisk korrekte, og de andre elever var på dette tidspunkt nået til sætning 4-5 stykker. "Wow, du er hurtig," sagde jeg og spurgte, om jeg måtte se hans svar. Der var nogle fejl hist og her, som jeg gjorde ham opmærksom på, men han var rigtigt nok nået igennem alle sætningerne. Så han kunne altså godt!

Jeg undrede mig over hans faglige kunnen og dertilhørende manglende motivation efter timen og endte med at spørge hans lærer om det. "Hvorfor lade ham sætte sig så isoleret bag i lokalet og sove den første halve time væk? Hvorfor ikke tage fat i ham med det samme?" spurgte jeg. Og læreren indrømmede, at man nok kunne/burde have taget fat i ham med det samme - men derefter fortalte min kollega om sit eget problematiske forhold til eleven. De er kommet op at toppes før, med store armbevægelser og højt tonefald. Og jeg kunne ikke lade være med at tænke, at det er et gevaldigt umotiverende forhold denne lærer og elev har til hinanden - at man som lærer for alt i verden skal prøve at undgå at gøre sig selv til fjenden. For det var tydeligt i timen, at de ikke arbejdede godt sammen længere. At læreren her tilsyneladende havde givet op og derfor gav al sin opmærksomhed videre til de andre elever.

Jeg har nu en plan om at give særlig opmærksomhed til de elever, der holder sig for sig selv, som isolerer sig selv og er stille i timerne. For lærerne har ikke de samme muligheder for at kunne vurdere elevernes niveau og give en retfærdig standpunktskarakter/årskarakter, hvis ikke eleverne gør opmærksom på sig selv. Og som hjælpelærer har jeg tiden og overskuddet til at tage fat de mere udfordrende steder. Så yes! Project Teacher-of-the-Year has started!

Det blev et rigtig langt indlæg i dag, men det er sgu lidt spændende :-)